Et anderledes blogindlæg. Nørdet allrounder.

Det her bliver et anderledes blogindlæg. For her kommer ikke til at være inspirerende billeder, grafik eller videoer – heller ej et spændende arrangement der er på vej (håber at I har fulgt med på facebook for den del).

 

 

Jeg skriver, fordi jeg har skrevet min første kommentar til en faglig artikel på Kommunikationsforum. Og det føles af en eller anden grund lidt skræmmende. Ret skræmmende. I hvert fald skræmmende nok, til at jeg drives til at skrive dette indlæg.

Skørt, tænker jeg selv, jeg er jo vant til at folk, venner som fremmede, følger med i mine skrevne ord og inspirationskilder. På facebook x 2 (på TWP og min personlige profil), på twitter, på LinkedIn, flickr, og når jeg en sjælden gang i mellem har en smartphone der virker, kan folk endda følge min færd via Places og Foursquare. Nåh ja, og så er der bloggen her. Det her indlæg er ikke halvt så skræmmende at skrive som min ellers helt uskyldige kommentar til K-forums artikel. Hvorfor mon?

Jeg tror at der i svaret på det spørgsmål også gemmer sig et svar på, hvorfor jeg er en ustabil blogger. Hvorfor der ikke kommer indlæg dagligt, selvom jeg vel nok inspireres dagligt. Det lette svar er tid. Jeg har ikke tiden. Ofte inspireres jeg i et splitsekund, men har ikke den halve time til at beskrive hvordan (og finde de rigtige billeder, de rigtige links, får det formatteret rigtigt…). Det rigtige svar er engagement og fokus. To ord som fylder utroligt meget i mine tanker i de her dage.

 

 

Sagen er, at jeg er færdiguddannet entrepeneurship designer (tidl. e-designer) om lidt. Sådan, om to måneder, så står jeg der. Fin og færdig – men hvad kan jeg egentlig? Jeg læste en gang ergoterapi, nåede faktisk halvvejs inden jeg panikkede over tanken om at vide hvad jeg skulle resten af mit liv og droppede ud. Selvfølgelig lå der langt flere grunde bag mit uddannelseshop, men sort på hvidt ville jeg noget, jeg i langt større grad selv ville kunne forme. Og det begyndte jeg på – Adobes programmer lærte jeg at bruge på Teknisk Skole, på højskolen lærte jeg at lege, og på KEA Design Business en hel masse andre ting, som jeg forsøger at strukturere nu. Især fordi problemformuleringen til min afsluttende opgave skal godkendes i morgen, og jeg har ikke skrevet et ord endnu.

Jeg er en allrounder, og det har jeg altid været. Min musiksmag er uendeligt bred, mine venner fordelt over rigtig mange vennegrupper og mine interesser over rigtig mange områder. Min uddannelse er et klart billede på hvad jeg er – udefineret, formbar, men proppet med kompetencer. Allroundkompetencer.

Jeg har mødt en del kritik for netop at være allrounder. Især af undervisere: vælg fokus, specialisér dig. Af venner som ikke forstår (og ofte studerer/arbejder i andre brancher end den kreative); hvad bruger du egentlig alle de timer ved computeren til? Af fantastiske nørder, som jeg beundrer dybt, men som stiller min allroundness lig med manglende engagement. Kritikken er velkommen, den er som regel fundament for en god snak og videre afklaring af de kompetencer jeg har og er ved at udvikle.

En enkelt gang er det ikke blevet ved den rolige snak. Der var alkohol involveret – sandheden skal man jo høre fra børn og fulde folk – og det udviklede sig til et skænderi af allerhøjeste standard. Jeg blev overfuset med hård kritik og der blev stillet spørgssmålstegn ved min integritet. Ikke kun som professionel i den kreative branche, men også som person. Hvis ikke du kan vælge fokus, må det betyde at du er uengageret var hans argument. Den kreative klasse hersker i København – og vil du være blandt eliten, handler det ikke kun om at være tilstede, men om at bidrage. Om at være engageret. Om at have fokus. Om at være en nørd, i ordets allerbedste forstand. Jeg kom på arbejde under skænderiet – argumenterne sad ikke uden på tøjet, men paraderne var oppe.

 

 

Jeg takker min nørdede ven for den aften at have været så snævertsynet som gennemsnittet, for at have en klar mening – for at have provokeret mig til i to måneder at genoverveje alting, der har med min rolle i den kreative branche og den kreative klasse, at gøre. Skænderiet beviste over for mig selv, at jeg er engageret; jeg gav ikke op, jeg gik ikke hjem og var ligeglad. Men jeg blev rystet i min faglige grundvold og lærte at har jeg sagt a, må jeg også sige b. Har jeg besluttet at være supernørd i allroundness, må jeg også være bedre til at kommunikere ud hvordan jeg gør det, hvorfor jeg gør det, og hvor jeg vil hen med det. Hvad er a, hvad er b, og hvilke andre bogstaver i alfabetet skal jeg forbi for at nå frem. Mit alfabet er vist ikke helt efter den romerske skabelon…

Det er her jeg kommer tilbage til min kommentar på K-forum. For min beslutning indebærer, at jeg ikke kun er tilstede, de steder jeg henter inspiration og viden fra – men at jeg også bidrager. Og det er altid farligere end blot at observere. Tænk sig, hvis nogen er uenige? Eller at jeg har misforstået noget? Hm, så bliver jeg nok klogere. Det blev jeg af skænderiet, det bliver jeg nok af at bidrage.

Jeg er en allrounder. Og alligevel kaldes jeg nørden, blandt de, som har kendt mig længe (I får en enkelt reference: Trine fra blog-land). For jeg er en engageret allrounder. Det må jeg se at få fortalt også de, der ikke kender mig. Hvorfor? Jeg er jo færdig, jeg skal jo i job – og det kommer man (læs: jeg) ikke som udefineret.

 

Dette indlæg er også postet via min profil på Kommunikationsforum.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 Trackbacks

Leave a comment

Add your comment below, or trackback from your own site. You can also subscribe to these comments via RSS.

Your email is never shared. Required fields are marked *