Så skete det (ikke)

Så skete det… Ja, altså der skete en hel masse. Og jeg advarer allerede nu – det kræver mange ord at beskrive hvad der skete – og hvad der ikke skete.

Vandreturen i Nationalparken Durmitor i Montenegro var en fiasko – som senere blev til en succes. Gå aldrig ned på grej! Fantastisk smukke bjerge. Fantastisk natur, fantastisk oplevelse! Men bestemt ikke fantastiske sko, sovepose, timing eller planlægning. Løbesko og ingen snepigge gik ikke i spænd med resterne af det snedække der først forsvandt 20 dage før vores ankomst. Det samme gjorde en sommersovepose heller ikke. Eller en guidebog der hævdede at den tur, vi troede vi skulle dø af, kun var “average” i sværhedsgraden. Nej. Vi skulle selv have sagt stop efter første dag. “Easy” er sq da heller ikke en skid easy når man er ved at hoste lungerne op af forpustelse.

Men succes fik vi lidt af ved Montenegros kyst, i byerne Sveti Stefan (i folkemunde kaldet Svedige Stefan) og Kotor – ja Kotor. Det lyder ikke just som stedet hvor man gør de fineste shoppefund. Og det ser bestemt heller ikke sådan ud. Gennemgående meget gammel og meget renoveret by bag meget bastant bymur og hundredevis af meget nyrige russiske krydstogtturister, der fik os til at forstene. Eller næsten i hvert fald. Men i ly for regnen skulle vi. Og heldigvis for det, for de nyrige russere var allerede forsvundet hjem til tryghed, østers og champagne, inden vi igen turde bevæge os ud – friske efter et lækkert skud koffein. Det var kun den 34. tordenbyge på vores første uge i det Balkanske. Men hvad gør det, når man efterfølgende finder en buksedragt i 60% silke til 45€? 50’erfin kjole i det blødeste blå stof med lakbælte til 15€? Sko? De fiiiineste sko. Kostede ingen penge – eller i hvert fald ikke sammenlignet med en lignende model i Danmark. Nøj. Og der var kun lokale og nogle få andre backpackere (dem kan vi jo godt li’) at mænge sig med. Og lokale, det må man også sige at butikkerne var. Det var ikke just de perfekte fund de skiltede med. Men når man trænger til trøst efter at have vandret i kun 4 dage fremfor de 14 planlagte, er shoppesnuden skarp. Og øjnene skærer lige ind mellem de to grimmeste bøjler og finder den, det mest værdifulde tøj hænger på. Vi kunne jo ikke gå rundt i vandretøj resten af turen, vel?
Men mest af alt er Kotor-bugten incredible smuk. Tag dertil og bo i en af de små byer langs med bugten på den ene eller anden side af Kotor, gå en masse ture – hop i vandet fra de dertil indrettede betonklodser (sounds bad – but it is just great!) og drik en masse kaffe – espresso eller tyrkisk. Begge dele laver de fabelagtigt godt.

Succes’en fortsætter i Sarajevo – der er lækker lækker stemning, folk er glade og byen er utrolig smuk. For ikke at sige rørende, for der er ikke langt mellem minderne om den noget brutale og sørgelige fortid. Især den gamle tyrkiske del har en skøn og smuk stemning over sig – så god at vi knapt var kulturelle. Vi havde for travlt med at drikke kaffe og snuse sommeren til os. Og nåh ja, en lille og virkelig sjov bytur blev det da også til.

…. Åh nej. Nu kommer vi til mit ømme punkt. Berlin. Berlin. BERLIN. Dios mio, hvilken fantastisk by. (Yes- jeg ved at jeg bruger ordet fantastisk fantastisk ofte – men intet egner sig bedre i denne sammenhæng!). Jeg har ellers været inkarneret Berlinbølgemodstander. Hvorfor flytte til Berlin, når man kan flytte til New York, Madrid, Hong Kong eller Buenos Aires? Det taler jo tysk og ligger kun en lille togtur her fra København. Oh yeah. Oh no. Now I know why. Jeg var i Berlin som barn kort efter murens fald. Jeg husker kun brudstykker – men det var helt sikkert de store attraktioner vi så. Denne gang – kun fra fredag til søndag, og som rosinen i pølseenden efter en oplevelsesrig tur, skulle Berlin kunne måle sig med resten af turen. Umuligt, tænkte jeg da vi ankom på Berlin Hauptbahnhof. Okay. Vi var også ret udmattede efter 28 timer i tog – hvoraf de fire var stillestående på en tjekkisk mark efter en kørelednings fald (credit til Banedanmark – det sker jo også for andre end Jer). Men Kreuzberg – here we came, and here I fell in love. Jeg kan slet ikke beskrive hvad der skete – og hvorfor det skete. Men skete, dét gjorde det. Jeg er simpelthen forelsket i Berlin. Igen gik vores planer i vasken – vi fik ingen gallerier set og kun fra der S-bahn fik jeg (gen)synet med muren – nu dog malet hvid!? (Hvad sker der i øvrigt for dét?!)
Men et eller andet jeg have oplevet. Jeg må tilbage – hurtigst muligt. Vi fik fingre i nogle skønne loppefund, lækre bøger og var til den mest bohemelækre fest på Cafe Mano. Vi hørte førsteklasses livemusik indenfor og dansede i timevis til latinske rytmer udendørs, mens at gøgleren next to me spyttede med ild. Det bedste, fedeste og dét jeg tror skiller Berlin mest fra andre store byer er, at vi talte med helt urimeligt mange mennesker den aften. Ja, vi fik navne, mailadresser og numre på folk, vi aldrig havde mødt før. Ikke på den der sleske scoremåde alle vel kender på et eller andet plan – nej, alle havde noget de gerne ville vise, fortælle eller høre om. Kunst, musik, eller bare have muligheden for en cocktail mere næste gang danskertoget rammer Berlin. Man bliver bestemt ikke bedste venner på sådan en aften eller to – men der var en slags sammenhørighed mellem alle på stedet. Alle til den fest var der på samme grundlag – alle vil gerne ses eller høres, og ved, at måden at gøre det på, er ved at se og høre andre. Dét er da navlepilleri af den fineste slags – dér vil jeg gerne være med.

Jeg kan ikke sige andet end at jeg til Berlin. Det var så det jeg håbede på ville ske tidligt i det nye år, men som ikke skete. For det der reelt skete var, at jeg i dag kom ind på BEC designs e-designerlinie. Tis og øv, og nu troede jeg lige. Men fck, hvor fedt! Luksusproblem. To ting man bare så gerne vil. Og jo allerhelst på én gang.

For at opsummere –

Det der ikke skete: Vi kom ikke til at vandre 14 dage i høj solskin og varmegrader i Montenegro. Jeg holdt ikke liv i min Berlinbølgemodstand. Jeg flytter ikke til Berlin det næste halve eller hele år.

Det, der rent faktisk skete: Vi kom til Montenegros kyst og Sarajevo – helt sikkert ikke planlagt, helt sikkert uundværlig oplevelse. Jeg blev forelsket i Berlin. Jeg skal være studieaktiv igen. Og jeg skal helt sikkert til Berlin i tre måneder næste sommer.

Medmindre der altså sker noget, der gør at det ikke skete.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Leave a comment

Add your comment below, or trackback from your own site. You can also subscribe to these comments via RSS.

Your email is never shared. Required fields are marked *