Watch my watch

Lørdag formiddag – halvsiddende i sengen med mac’en smidt ovenpå dynen, bliver jeg overrasket over noget så tidløst som… ure. Jeg har aldrig været den store ur-type. Jeg er generelt ret uheldig med ure.

Mit allerførste yndlingsur var et Flik Flak. Pink, selvfølgelig. Flik-bror peger på minutterne og Flak-søster tager sig af timerne. Eller også er det omvendt. Det sjove ved det er, at jeg åbenbart har Flik og Flak på armen, før de overhovedet bliver født. For tjekker man deres cyberhome ud, står der, at Flik er født ikke mindre end den 2. december 2000, mens lillesøster er fra den 21. juli 2001. Nu er jeg skuffet. Har jeg gået rundt med en illusion på mit håndled i slutningen af firserne? Det er unfair. Det synes jeg virkelig.

Det første yndlingsur var altså en illusion. Det andet var et arvestykke efter min oldemor. Et ret lille elegant ur. Simpelt og alligevel lidt vintage. Fine serif-tal fra 1 til 12. Forgyldt og med sort læder. Nøj, jeg følte mig voksen. Syv år og voksen. Men suk. Uret var så gammelt og slidt, at limen på indersiden rev sig løs og fik en ny funktion – som viserstopper. Jeg kunne ikke forstå at uret tikkede som det skulle, men viserne flyttede sig ikke. Limen stod i vejen for minutviseren – minutviseren stod stille. Mine forældre synes ikke de ville give kassen for at reparere det – og jeg, syv år og voksen, kunne ikke forstå det.

Så det ligger nu i skuffen med Flik og Flak, godt 15 år efter. Det næste ur var billigt, men stadig yndlings. Det duftede nemlig så dejligt af nyt gummi (forstå mig ret). Strandikoner både på både skive og rem. Det var så fint. Jeg tabte det så belejligt nok på en strand. Great. Jeg er altså ved at lære det med ure.

Så flyttede vi til Danmark – indtil videre er mit ureventyr foregået i Spanien – og jeg troede at urheldet ville vende. Vi havde en campingplads, og et andet stakkels barn må have glemt sit fine, fine ur i et af badrummene. For efter et halvt år i glemmekassen fik jeg endelig lov til at få det. Det var nemlig i guld. Eller – golden plastic, i det mindste. Og så kunne det spille musik. Når klokken slog hel, spillede det en melodi og viserne kørte en tur eller tre – i hver sin retning. Der var også en G-nøgle og mange fine noder der skinnede mere end noget andet. Men glæden varede ikke længe – uret holdt op med at spille musik. Og hvad er et musikur uden musik?

Jeg tror at det var sådan ca. dér, at jeg holdt op med at gå med ur. Eller prøvede på det. Fra min barn- og ungdom husker jeg i hvert fald ikke flere ure i rækken. Måske har jeg fortrængt dem – men en lang pause fra ur på håndled kom der i hvert fald. Nej, jeg husker forresten ét, jeg fik af en veninde på en ferie tilbage i Spanien. Det var ret sejt – helt anderledes. Og der gik hele to uger før remmen knækkede af. Og så var det jo dejligt at uret var særligt, at ingen anden urrem passede til.

Mange år gik der og jeg blev moden til ure igen. Eller, måske var det også bare en illusion. Det er ikke andet end et år siden (oh shit, hvad skulle jeg have gjort uden mobiltelefon i alle de år? Hm. Nu, hvor jeg tænker mig om, har min mobilsucces været ca. lige så stor som min ursucces. Det er dog en helt anden lige så lang og kedelig historie, der starter med en Alcatel Farvel) at jeg beslutter mig til, at mit næste ur skal være et godt ur. For indrømmet – det er jo ikke fordi at jeg har brugt min børneopsparing på gode ure. Jeg er dog alligevel for nærig til de helt store navne og ønsker mig et digitalt Casio – i ved, dem i aldeles fint fake-guld, der var på markedet sidste år. Jeg ønskede mig det store og fik det lille. Heldigvis for det – for jeg mistede det jo. Godt. Flot. Fantastisk. Endelig et ur, der ikke går i stykker, hvor remmen ikke knækker af og som ikke sådan liiige bliver for pinligt at går med. Men så har man jo altid sin miste-sans tilbage.

Jeg leder, spørger, eftersøger og intet dukker op. Og jeg som jeg troede at jeg virkelig var urmodennu ikke voksen, men urmoden – køber mig et nyt. Orange plastik, digitalt, og ret sejt hvis jeg skal sige det. Til fest gætter nogen på at jeg har givet 500 danske kroner for det, mens sandheden er 3€ – i Spanien. Det seje går så af det, da den orange plastikfirkant om urskiven falder af. Jeg ved hvor, puslebordet i den vuggestue jeg tjener til føden er stedet. Den skal bare lige limes på igen. Men jeg når ikke tilbage efter den, inden den ligger i skraldeposen blandt alle bleerne – nede i skraldeskakten, og måske er den allerede kørt væk af vores store pedel.

Jeg tror bare at jeg holder mig fra ure til evig tid. Eller gør jeg? For her, halvsiddende i sengen en lørdag formiddag har jeg opdaget den lækreste side, med de lækreste ure. Watchismo sælger de drømme, jeg aldrig vil turde købe. You know why. Men interesserer man sig lidt for mode, design, vintage, sport eller forskellige fortolkninger af tid, så er det helt sikkert et inspirationsbesøg værd.

Her er nogle af de drømme jeg aldrig vil turde købe – men måske gør du.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Leave a comment

Add your comment below, or trackback from your own site. You can also subscribe to these comments via RSS.

Your email is never shared. Required fields are marked *